Burde melde mig ud af gruppen, meeen... {{forumTopicSubject}}

Ja, min hest er solgt, borte, videre i livet... Solgt til en ambitiøs ung dame... lidt lige som mig selv.
Så nu har jeg ikke unghest mere...

Det har været HÅRDT! svært, kompliceret. En ret så kreativ process, med at finde på nye trænings metoder, når de andre ikke liige virkede på den rigtige måde. Det har været en tid med nogle seriøse stunts, både de "sjove", dem der gjorde ondt og dem hvor man var bekymret (løbet hjem, fra tur)
Der har været de endeløse timer af frustration, Hvor man stod og hev sig selv i håret, Vendte ryggen til for at bide sig i knoerne og tælle til ti, og bare sukke lettere opgivende. De uger, hvor for hvert skridt man tog frem, føltes det somom man måtte gå to tilbage.
- Men så var der også glæden, jublen, fremgangen og stoltheden...
Så elsker vi også vores ungheste, for at de bære over med vores sjove ideer, og småfejl. Og for hvordan de er. Har aldrig oplevet nogen hest som Alanis, der var så... grundglad.
Men følelsen har det går godt og, ja det hele.
Og det er jo det der vejer alt det negative, tusind gange op.
Når det flyder, de lytter, de tager chancer, går frem mod noget farligt, og kommer hen til dig på folden.
Når de af sig selv pludselig gør det du har spekuleret på i måneder, hvordan du skal få indført. Og ellers opføre sig som et mindre mirakel.

Men ja, hovedpointet af dette ... mærkelige indlæg, er nok at jeg ikke har unghest mere

MEEEEN... Lad os nu se om der ikke inden længe dukker en ny op. For at blevet lidt afhængig af de små energi bomber... (måske en med navnet Pin-Up

- Beklager, det skulle bare lige deles