{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
  1. {{breadcrumb.text}} {{breadcrumb.text}}
{{currentPhoto.altText}} billede {{currentPhoto.number}} {{currentPhoto.text}}
<
>
{{photo.altText}}
 
Se alle billeder på én side

Haflinger Fusentast 1995

8.215 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

Stemmefordeling (257)
Kimie Dehn.
Kimie Dehn.
Kvinde | 32 år | Oprettet: 30. okt 2005
Heste (1)
Forumemner (262)


Følger (143) Følgere (139)

Haflinger Fusentast

Udfordringer
0
0
0
Udfordr
Fødselsår:
1995
Højde:
138 cm.
Temperament
Det varierer en del efter situationen. I stalden er han rolig og velopdragen, men generelt er han lidt af en hidsigprop.
Vil nok betegne ham som varm, sådan helt generelt.
Gangarter
Han er ikke født med verdens største gang, og jeg har aldrig været en dygtig nok dressurrytter, til at kunne "ride det i ham".

Hans gang er dog helt fin til springning, som heldigvis er vores område. Han har en lidt "stift udseende" galop, men kommer forholdsvis langt på sine galopspring - går faktisk rigtig fint på hesteafstande, selvom han er en 2er pony.
Hans trav er dejlig at se på og være i, her træder han rigtig fint over og svæver ligeså nydeligt.
Stævner
Har gået LB spring med gamle ejer. Hans gamle part er blevet nummer 4 til DM i ponygames med ham.

Jeg selv har redet fra LD til MB spring på ham, og lidt dressur også. Begynder 1 med rebgrime, og op til Lc2 med bid godt nok.

Forældre opbakning har jeg aldrig haft på det område, og stævner er det ikke blevet til ret mange af, desværre.

Nu starter vi slet ikke længere, da jeg er blevet for gammel til at starte pony.
Stamtavle
Far: Fuks
Mor: Mulle
Køn
Vallak.
Bemærkninger
Enmandshest - Kimies hest.

Da jeg i 2005 skulle lede efter hest, var Fusentast den eneste, jeg prøvede. Selvom vi havde printet i hvert fald 70 annoncer ud, var Fuus' daværende ejer den eneste, vi fik ringet op til.

Jeg husker ret tydeligt, da jeg så ham første gang. Han stod helt "dullet op" i en lille stald, hvor der kun var bokse til ham og en anden hest. Han havde fået glimmer i halen, hans hove var lakerede, og selvom vi var i november, havde han stadig sin sommerfarve - glødende orange, nærmest som et flammehav, og manen var stadig helt lys.

Jeg var hamrende nervøs, inden jeg satte mig i sadlen, og det var jeg egentlig stadig, da jeg kom ned derfra.
Han trippede og var helt oppe på dupperne, sprang til siden over nogle fugle, og kunne ikke vente på noget som helst.
Det var egentlig ikke meget, jeg fik prøvet med ham den dag. Vi tullede rundt på en lille udendørsbane, og inden længe blev de to tønder lavet til et lodret spring, og derefter en oxer.

Han var verdens sødeste pony. Det mærkede jeg straks, og gnisten i hans øje, så ud til at være komplet umulig at slukke.
Begejstringen ville ingen ende tage, da jeg satte mig i bilen og skulle hjemad.

Han var en hidsigprop, og egentlig kunne jeg slet ikke styre ham. En god blanding af nerver og en hest, der ikke var blevet redet regelmæssigt i 6 måneder gjorde nok heller ikke situationen bedre, men der var alligevel et eller andet, jeg ikke helt kunne sætte ord på. Måske var det helt forkert, men det føltes stadig rigtigt.

Jeg ventede halvanden måned, før jeg kunne hente ham. Her stod han så, på samme plads som da jeg så ham første gang, nu med en ordentlig mave, mat-rød vinterpels, og en klippet hængeman, der havde skiftet farve til orange. Køn var han ikke, men jeg så alligevel det smukke i ham.

Jeg havde ham på prøve i 2 måneder. Lang tid, og jeg fik da også bestemt mig, inden de par måneder var gået.
Vi var ikke noget smukt syn i den periode. Jeg var vanvittigt glad for ham, så længe jeg stod på jorden. Ligeså snart jeg kom op på ham, tog fanden ved både ham og jeg, og han rendte helt stiv med snuden i vejret, og jeg sad anspændt som aldrig før og anede ikke mine levende råd.
Jeg fik god hjælp af min veninde i den periode, og selvom jeg faktisk var ret bange for at være på ham, hjalp hun mig med at overvinde det, og vi endte med at fungere ridemæssigt.

Jeg hentede ham hjem den 30. december 05, og den 15. marts 06 blev kontrakten underskrevet.
Det mest værdifulde stykke papir, jeg nogensinde har sat mit navn på.

Det er sådan med Fusentast, at jeg fik ham på et tidspunkt, hvor jeg virkelig behøvede ham. Som i VIRKELIG.
Jeg plejer at sige, at jeg skylder ham mit liv, og det er der en grund til. Var det ikke for ham, havde jeg nok ikke været her i dag - det lyder hårdt, men det er den barske sandhed.

Måske er det derfor, vi er så gode sammen. Derfor jeg ikke kan undvære ham, og vil have ham ved min side for evigt.
Jeg har sat mange planer på standby pga. ham, og det er i orden. Jeg behøver ham i mit liv, præcis ligesom jeg behøver min familie f.eks. - og så alligevel på en helt anden måde.

Han er mit brændstof. Han er det konstante, i en verden der er så foranderlig. Mit faste holdepunkt, min kilde til liv og glæde. En drøm, der er gået i opfyldelse. Faktisk er det supersvært for mig at sætte ord på, hvad han egentlig er - for han er så meget mere end bare min hest.

Og det fantastiske er, at selvom jeg kender mig, så kan han stadig overraske mig, Ulig så mange andre og så meget andet, har han aldrig kedet mig. Og jeg tager stadig mig selv i at stoppe op og tænke "nejj, hvor er han bare smuk". For det er han virkelig. Fra inderst til yderst, når han har græsvom og er drivvåd fra regnvejret. Hele tiden, på alle tænkelige måder.

At elske er så misbrugt et udtryk, og et jeg ikke bruger ret ofte eller omkring ret mange. Men jeg elsker ham virkelig. Helt til punkt, hvor det nærmest gør ondt på mig. For tænk engang, at man kan elske et andet væsen så meget.
Han har en betydning for mig, som virker direkte vanvittig i manges øjne - men det er okay.
Jeg kan bare ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg vil ganske enkelt ikke.
Mit hjerteblod.
Gå til sidste svar
Kommentér på:
Haflinger Fusentast
Gå til toppen
Annonce