{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
  1. {{breadcrumb.text}} {{breadcrumb.text}}
{{currentPhoto.altText}} billede {{currentPhoto.number}} {{currentPhoto.text}}
<
>
{{photo.altText}}
 
Se alle billeder på én side

Hollandsk Varmblod ¨˜”°º• Rosa•º°”˜¨ Elsket & savnet. [Himmelhest] 2002

8.539 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

Stemmefordeling (191)
C & R *Elsket & savnet* .
C & R *Elsket & savnet* .
Kvinde | 29 år | Oprettet: 12. dec 2008
Heste (2)
Forumemner (57)


Følger (63) Følgere (58)

Hollandsk Varmblod ¨˜”°º• Rosa•º°”˜¨ Elsket & savnet.

Udfordringer
0
0
11
Udfordr
Fødselsår:
2002
Højde:
1.52, meget lav i forhold til hendes race. :-)
-Men det passer godt til mig, da jeg ikke er så høj .
Temperament
Rosa er en hoppe med stort H, men det er det, der gør hende speciel!
Hun kan være den blideste, sødeste og mest milde den ene dag, og den anden være helt oppe at køre, og klar til en ordentlig galop.
Tja, hvad kan jeg sige, hun er.. En oplevelse <3 :-D
Gangarter

Super gode.
Hendes skridt er virkelig lækker og lang, og hun træder rigtig godt ind under sig.
Hendes trav er virkelig værd at fremhæve, hvis man først får hende til at arbejde!
Hendes galop er ok. :-)
Stævner

Rosas part har redet 40-50 (der må være.. Lc/b? Jeg ved det ikke :i ) Og der blev revet én bom ned i omspringning, men det var første stævne siden gamle ejer (Min. to år siden) Så er PAVESTOLT af min sukkerknald <3

Stamtavle

Ingen. Men som man siger: Man rider jo ikke på papirene. (selvom det nu alligevel er rimelig blæret at have tiptipoldeforældre :-P )

Køn
(s)køn: Hoppe :-*


Bemærkninger
Rosa er en smuk og helt igennem fantastisk hollandsk varmblod. Sammen har vi været meget igennem, som jeg nok skal forklare

Det hele starter vel den dag, jeg ser hendes annonce på hestenettet. (What a beauty, som man siger) Og så var jeg forelsket ! Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med ejeren, og hun lød som en hest for mig. Da jeg bor på Sjælland, og hun stod i Vestjylland, var der altså et stykke.. Heldigvis skulle jeg til Skagen, så vi besluttede at prøve Rosa i samme omgang. Jeg var spændt, meget. Jeg havde selvfølgelig glemt ridestøvlerne (typisk mig…) Hun var sadlet op da jeg kom, hvilket var ærgerligt, da jeg godt ville have hende set under opsadling. Men den gang var jeg vist lige fyldt de tretten, og var ikke så erfaren, som jeg nu er blevet (Takket være hende) Jeg red Rosa, og hvis jeg skal være ærlig, gik det måske ikke så godt. Men jeg var nu blevet forelsket i hende.
Jeg tog der op med en veninde og noget af hendes familie, for at prøve Rosa endnu engang. Emilie, hedder min veninde. Det var hende, Rosa skulle stå opstaldet hos. Derfor var det jo fantastisk, at de ville køre derop og kigge på hende med mig!) Min veninde prøvede hende også, og red hende super godt, og jeg tænkte, at det ville gå godt. Hun kunne undervise mig på hende (helt fantastisk! :-D)
Den sidste gang, jeg var oppe at prøve hende, var med nogle voksne venner, og en erfaren hesteavler som vi er venner med ? Der turde jeg dog ikke ride andet end skridt, da jeg havde hjernerystelse (fald fra shetlænder, hvor pinligt! x) ) Men hende avleren tjekkede hende igennem, og synes hun så god ud. Det tog vi jo som et klart ’Go for it’ (For at lyde rigtig moderne) Og det samme sagde handelsundersøgelsen.
Jeg får hende så hjem til Emilie (min dejlige veninde fra tidligere) den 2. december 2009. Da jeg ser hende på grunden, er det fuldstændig surrealistisk. Min egen hest! Det er jo den drøm, ALLE hestepiger har, og her er den lige blevet opfyldt, og står foran næsen på mig? :’-)
At se hende med hendes to nye foldkammarater husker jeg som noget helt specielt! Allerede fra starten kunne man se, at hun i hvert fald ville blive førehoppe. Nåja, hun er jo også rød (høhø)


Jeg lærte utrolig meget på de første par måneder, den vinter. Takket være Emilie, helt klart ! Der kommer dog et tidspunkt, hvor det hele pludselig går skævt. Vi får en dyrlæge ud og hun kan med det samme se, at Rosa er muskelfattig i ryggen, og går med en forkert saddel. Det var intet skadeligt, og noget der kunne rettes op på let. Det eneste der ikke var let, var tiden.


Tre måneder –det skulle der gå, før jeg igen kunne sidde på ryggen af hende. Og man kan sige, at tre måneder måske ikke er meget.. Men det ER meget, når man lige har fået sin hest, og det var det sidste, man havde regnet med.. I gang går vi, med tre lange måneder med longering, og gåture. Der var en masse nedture, på grund af hendes hoppede humør, og hendes trang til at bestemme. Hun var en ’hård begynderhest’, men jeg har lært mere af hende, end jeg kunne af nogen anden hest !


Efter de tre måneder, regnede jeg med, at jeg kunne ride hende. Hun var dog ikke klar endnu. Et hårdt øjeblik af skuffelse. Jeg har for ikke lang tid siden læst i min gamle dagbog. Og ja, jeg kan kun sige, at de gamle følelser kom til bage. En blanding af fortvivlese, sorg og håbløshed.
Da dyrlægen sagde god for at ride, havde den lange tid ødelagt min lyst til at ride. Men jeg sagde til mig selv, at jeg blev nødt til det.

Lige da jeg kunne begynde at ride, skulle jeg flytte hende ud til en gård.(hun blev dog sparket og beskåret forkert, så der røg ekstra to måneder fra min ridning, hvilket ødelagde min ridelyst endnu mere. Heldigvis var der ingen skader på Rosa overhoved efterfølgende)
Den eneste grund til flytningen, var mig.. Jeg havde brug for en større omgangskreds, da jeg lige havde mistet min bedsteveninde, og min skole ikke gik godt. Jeg flyttede hende ud på Ågerup rideskole, med et håb om at møde nogle nye og flinke mennesker. Jeg mødte en masse nye og flinke mennesker. Det varede dog ikke ved, da jeg følte jeg blev dømt meget der ude. Blandt andet fordi jeg gav min hest (for meget) hø (selvom jeg stadig mener, at hun kunne spise mere?) og fordi jeg ikke var stævnerytter, og praktiserede HMS og bidløshed.
Men jeg vil ikke tale ned om Ågerup, da omgivelserne er super! Jeg var glad for at stå derude.


Jeg brugte flere timer i ridehusene med Rosa. Vi lavede alt, ALT! Vi fik undervisning af Katrine Watson, hvilket er den bedste undervisning jeg nogen sinde i mit (kun) femtenårige lange liv. Ja, jeg har end ikke set en så dygtig underviser ! (Kan kun anbefale hende!) Rosa og jeg forbedrede os utrolig meget. Nogle gange fik jeg ikke øvet, og hun sagde ’’jeg kan se, at du har øvet’’. Jeg blev selvfølgelig pinlig over, at jeg ikke havde. Men de forbedringer der var? HOLD DA OP!
Og den første gang jeg galoperede på hende uden udstyr, der var jeg stolt. Rosa, hende folk sagde var underlig og ustyrlig, staldens ’vilde hest’. Åh, det smil jeg dog husker på mig selv, da nogle af de andre pensionærer så det!
HMS i ridehusene, hold da op hvor har jeg lavet det meget :-D Og de dejlige gange, vi løb rundt i ridehuset. Det forhold jeg havde til hende dengang, er det bedste forhold jeg nogen sinde har haft til noget.
Hun kom jo løbende til mig, før jeg overhovedet nåede at kalde på hende på folden. Det vrinsk jeg mødte, når jeg kiggede ind af hendes vindue udefra.
Rosa, hende folk ikke gad passe, når jeg var udenbys, fordi ingen kunne trække hende til og fra fold. Jeg husker da en pige ringede til mig og fortalte, at den attenårige var blevet nødt til at trække hende med magt, for at holde hende.. Ja, DEN hest kom jeg hjem efter en uges ferie, og trak hende til og fra fold med tovet om halsen. Det bånd vi havde, jeg kan næsten græde, når jeg tænker på det.


Jeg flyttede hende dog fra Ågerup omkring 8 måneder efter. Der var besværligt at komme ud, og jeg følte at folk dømte mig, ene og alene på grund af, at jeg gav min hest mere end 1½ kg hø om dagen. (yæs, fik kommentarer som ’’skal du have det hele med hjem’’ og ’’du skal ikke give din hest til flere dage af gangen’’)
Jeg flyttede hende ud til Gården Lunderødgård, men omkring det tidspunkt, havde jeg en del personlige problemer. Jeg havde sat Rosa til salg, da jeg ikke kunne overskue at have hende mere. Langsomt blev jeg bange for hende. Egentlig ikke af nogen grund. Der skete ingenting, intet punkt der pludselig gjorde det. Det kom bare lidt efter lidt, og jeg kunne ikke holde det væk. Rosa blev mere og mere genstridig, og blev igen den gamle hest, hun var før hun blev min bedsteven ude på Ågerup. Jeg blev endnu mere bange for heste generelt.
Jeg fik en part til hende, og det hjalp mig meget. Det var nu hårdt at se en anden tage sig af MIN hest. Men jeg var jo ikke i stand til det selv. Hendes part fik hende tilbage på sporet. Måske ikke den lige så fantastiske, trofaste hest hun var, men hendes ridedel er fantastisk. Hendes part deltog i springstævne på hende, og jeg var meget stolt over min bette hest. Hun var SÅ dygtig! ?


Jeg er nu begyndt at tage mere ud til hende igen. Emilie, der nu er på Island, sendte en tegning med hende og mig. Det må jeg sige, var lidt af en opvækning. Det var en smuk tegning, der fik tårrende frem. Den næste dag, aflyste jeg min aftale med en ven, og tog ud til hende. Det var fantastisk. Den første dag, kunne jeg mærke hun var anderledes, men jeg tog ud til hende igen. Jeg brugte et par timer på hende, bare hende og mig. Og den fantastiske følelse !
Jeg har stadig ikke fået modet på at ride mere, men jeg er nu ude tre gange om ugen. Jeg longere hende mest, da jeg faktisk nyder jordarbejde mest. Men jeg laver en masse forskellige øvelser, løber rundt med hende i ridehuset, og bare hygger, når vi har det for os selv.
Jeg leder stadig efter en ny, blivende og god ejer til Rosa, da jeg aldrig tror, at jeg får modet tilbage. Dog vil jeg altid elske hende. Jeg tror ikke, at der findes en hest lig hende. Det siger alle hesteejere vel om deres heste.. Men nej, Rosa er en one of af kind (som man siger) Og hun er .. min eneste ene. Jeg får aldrig sådan et bånd til en hest, som jeg gjorde til hende. Jeg må sige, at hun redede mig. Og jeg mødes stadig med et vrinsk, og hende hoved er rettet mod mig, så snart hun hører min stemme. Rosa er MIN hest, og som Emilie har skrevet til mig fra Island, så VED hun det godt <3




27-05-2012
Jeg sidder nu og tænker tilbage. Tilbage på den dag, du forlod denne verden, for at vende til de evige græsmarker. Det er ti dage siden, den 17-05. Syttende maj. Syttende maj, totusindogtolv. En dag jeg aldrig vil glemme.
Jeg husker, at jeg går ud på folden. Kalder dit navn. ’’Rosa, Rosa’’. Du løfter dit hoved, fra den halmbunke du står og spiser af, og udstøder et vrinsk. Ikke bare et vrinsk, men et inderligt vrinsk. Sådan et vrinsk der siger ’’Hej Coco, jeg har ventet på dig’’. Dine skridt er lange og tunge. Men alligevel bløde og elegante, som du går ned mod mig. Dine ører er rettet lige ud mod mig, og du går målrettet. ’’Hej putte’’, hvisker jeg til dig, så snart du støder mulen mod min mave. Jeg stikker dig en godbid, og sætter karbinhagen i din grime. Så går vi ned mod stalden. Du er i godt humør. Helt rolig. Du er jo også så træt for tiden. Din stakkels hest. Vi står længe sammen på staldgangen. Vi nusser bare. Jeg gør dig fin. Strigler støvet ud af pelsen. Solen skinner varmt. Men det blæser –denne dag er ikke perfekt. Jeg ved, hvad der skal ske senere. Men du står bare der, og er så fin. Du halvsover på staldgangen, og forsøger at hvile alle dine ben på samme tid. ’’Hvad så Rosa, er du træt?’’ Et par godbidder bliver givet, og kys bliver delt mellem os. Din mule over hele mit ansigt, så det bliver klamt –som altid. Men jeg elsker det. Nyder det. På trods af hestesavlen der dækker mit ansigt. Dagen føles så hurtig forbi, og det bliver hurtigt aften. Du kommer ind i din boks og får dit sidste måltid. Var det et godt måltid? Du så i hvert fald ud til at nyde det. Du var som sædvanlig sur på dine staldkammerater. Hm, det er det der gør dig til den du er. Din charme. En rigtig dame. En rigtig rød dame. Jeg lukker dig ud på den lækre græsfold. Du står der længe. Hvad så nu? Skal vi gå ned på striglepladsen igen? Ja, lad os det. Dine skridt er langsomme, men ikke genstridige. Du er fyldt med liv, men på en mat måde. Dine bevægelser er fyldt med kærlighed. Og jeg elsker at kigge på dig. Dufte til dig. Røre ved dig. Og jeg gør det. For jeg ved, at jeg aldrig kommer til at gøre det igen. Jeg suger din duft til mig. Brænder dit smukke udseende fast på min hornhinde. Læner mig op af din bløde hestekrop, der har mistet sin smukke muskelpragt, fordi du har stået stille så længe. Men du er stadig smuk. Smukkere end noget andet jeg har set. Jeg klipper en luns af din hale. Så kommer dyrlægen.
Du aner ikke uråd. Du får den bedøvende sprøjte. Jeg tænker. Gør jeg mon det rigtige? Er det den rigtige beslutning? Jeg har lyst til at råbe ’’STOP’’, så højt jeg kan. Men jeg kan ikke. Jeg må ikke. Jeg ved, at det er det rigtige. Bedøvelsen er begyndt at virke, og du læner dit hoved helt ind til mig. Præcis på den måde du gjorde engang. Som om du siger ’’Mor, hvorfor er jeg så træt? Jeg forstår det ikke’’ Og jeg hvisker til dig, at det nok skal gå. At du kommer et bedre sted hen. At du vil få det godt. Komme på de evige græsmarker med alle de andre heste. Hvor du kan spise så meget grønt græs du vil. Og at jeg altid vil være der. Og at du altid vil være her. Lige i mit hjerte. Vi går ud på pladsen. Du spiser lidt græs. Så er det nu. Min far spørg, om han skal holde dig. Men jeg vil selv. Den røde rebgrime sidder godt på dig. Så får du sprøjterne. Det går stærkt. Men du lægger dig fint ned. Du sov stille ind. Uden smerter. Men folk stod og kiggede rundt om. Jeg ville bare have ønsket, at det kun var dig, mig, min far og dyrlægen. Men det var ikke sådan.. Og det må jeg acceptere. Efter noget tid går dyrlægen. En lille pige sidder og kigger. Hvor ville jeg ønske, at hun ville gå. Så kunne jeg være alene med dig. Jeg siger til min far, at jeg godt vil være lidt alene. Min far og pigen går. Det er jeg glad for. Jeg kysser dig. På halsen. På skulderen. På mulen. Jeg aer dig. Som jeg altid gør. Men det er jo ikke DIG jeg aer. Jeg aer bare en krop. Du er væk. Du er her ikke mere. Jeg er ikke en af dem, der tror på sjæle. Din sjæl flyver ikke rundt et sted. Nej, du er helt væk. For altid. Men du er i mit hjerte. Du vil altid blive husket som min bedste ven. Selvom du til tider fik tårrene frem på mit ansigt, så fik du også smilet frem. Og der er ingen andre, på nær min far, der har fået så inderlige smil frem på mit ansigt som du. Jeg er stolt af, at jeg var din sidste ejer. Jeg er stolt af, at have udviklet dig så meget, som du har. Jeg er stolt af, at da du kom, var du sky. Du ville ikke nusses, eller røres i hoved. Du stolede ikke på mennesker. De var bare noget, der red på dig. Jeg er stolt af, at jeg viste dig en verden, du ikke havde set før. Jeg er stolt af alle de gange, vi to gik rundt sammen. Bare os to. Jeg er stolt af, at jeg er din bedste ven. Og jeg er beæret over, at du lod mig være det. At du lod mig betyde så meget for dig. Du er noget helt specielt. Eller skal jeg sige ’var’? Nej. Jeg vil holde mig til ’er’. Jeg tror endnu ikke, at jeg har accepteret, at du er væk. At du ikke er her mere. Men det skal jeg jo på et tidspunkt. Dog håber jeg alligevel inderligt meget, at hvis jeg tager ud på gården igen, så står du der. Lige dér på folden med dine kammarater, og vrinsker til mig. Men jeg ved jo godt, at du ikke gør. Jeg forstår det bare ikke. Jeg kan næsten ikke huske tiden uden dig. Hvordan levede jeg uden dig? Hvordan skal jeg nu leve uden dig? Men jeg tænker, at jeg ikke skal leve uden dig. Du vil altid leve hos mig. Lige her, i mit hjerte. Aller dybest inde, hvor ingen har nået ind før. Der hvor du nåede ind. Rørte noget, som ingen før har rørt.

Tak Rosa, for alt du har givet mig. Uden dig, var jeg aldrig blevet den person, jeg er nu.

Gå til sidste svar
Kommentér på:
Hollandsk Varmblod ¨˜”°º• Rosa•º°”˜¨ Elsket & savnet.
Gå til toppen
Annonce